Tanker om de fremmede

«Hvad var Norge uden de Fremmede?» spurte samfunnsdebattanten Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910) i Verdens Gang i 1892. Han gjorde det i et debattinnlegg kjent som «Fremmed».

Den ytre sammenhengen Bjørnson skriver debattinnlegget i, er litt uvesentlig. Det er tydelig at det er et innspill i en pågående debattveksling mellom flere. Det viktige her er hans argumentasjonsrekke. Du får debattinnlegget i sin helhet.

Fremmed

Selve Stridsæmnet gider jeg ikke engang nævne, det er for uvæsentlig; her er alene et enkelt Udtryk, som jeg vil tage frem, det er Ordet «Fremmed»; Herman Bang er en «Fremmed» blandt os.

Jeg føler mig skamfuld, hvergang en Landsmand bruger det paa denne Maade. «Du er en Fremmed; hvad vil du her?» Jeg kjender mig hver Gang drevet til at sige: «Du er en Fremmed, vær velkommen!»

Saa mangen en Gang, naar Børstenbinder Jeppesen fra Danmark skammedes ud, fordi han var en «Fremmed» (hvad som syntes endnu værre, end at han var «Børstenbinder»!), har jeg følt mig drevet til at tale. Jeppesen har sat sit Liv ind paa den Gjerning, som syntes ham den største af alle og blandt os ubetinget var den mest forhadte, den at lære Arbejderne at tænke selv og at holde sammen. Herfor fortjener han alles Agtelse. Og hvad vi end mener om hans Maade, og hvor meget vi kan have imod meget han har gjort, det Dygtige i det, Begyndelsens Stortag, det kunde ingen anden end en Fremmed tage, og derfor skylder vi ham Tak.

–

Hvad var Norge uden de Fremmede? I Haandværk, Industri, Teknik, Handelsskab, Kunst, sociale og politiske Opgaver? Enten maa vi ud iblandt dem, eller de maa hid til os.

–

At skjælde ærlige Folk ud for «Fremmed», deri er slet Arv fra den Tid, de forskjellige Stammer hadede hverandre; derfra er Arven gaat videre ind i Bygdesneverheden, og derfra videre ind i den slettere Patriotisme. Der er Grisemoral i den: en vil være alene i Trauget.

Vi maa rydde den ud. Vi maa takke til, naar nogen vil gjøre Tilbud fra fremmed Aandsliv og Kunskab.

Derimod er der én Side ved det, som vi samtidig maa passe paa ikke faar for stor Indflydelse.

Saa bra det var, at Jeppesen vakte vore Arbejdere til Selvtænkning og lærte dem at slutte sig sammen, – – det er dog neppe heldigt, at en dansk Mand er blevet den ledende Socialist i Norge. Dansk Aand og Karakter er ikke norsk! De er saa forskjellige som Vilkaarene, der fødte dem. Socialismen i Norge vilde have artet sig anderledes og havt en helt anden Magt under norsk Ledelse. – –

–

Saa vækkende og velgjørende det kan være at høre en fremmed myndig Tale i Filosofi, i Litteratur, i Kunst, i sociale Spørsmaal, [. . .] i Længden, altsaa fremover til at vinde ledende Stilling, vilde det blive til Beste for os.

Alt, som sees paa, skifter, eftersom man selv staar til. Dette gjælder foran de udvortes Ting som foran de indvortes. At lære, hvad andres Øjne har sét, er ofte frigjørende. I Længden at se gjennem andres Øjne, bliver til Tab for os.

Havde H. H. i al Stilfærdighed sagt noget saadant overfor Herman Bangs Forsøg paa at rejse en ny Kunstinstitution iblandt os, saa havde vi alle givet ham Ret.

Men dette Sprog, denne Uretfærdighed og Bagvaskelse, . . . fra alle Kanter mødte os nu det samme. Om de var nervøse, ophedede Grandhotellister, Varietister, Pjolterdillere og Nattesusinger allesammen, saa kunde det ikke være værre.

BB

Bjørnstjerne Bjørnson, 1892 

Noen egne tanker

Teksten ovenfor finner vi blant annet i denne kilde, men den er her noe bearbeidet for å rydde bort spesialtegn.

Her på Sandalsand kan du slå opp på kultur for å lete etter beslektet tematikk. Bjørnson spør «Hvad var Norge uden de Fremmede?». Det kan man saktens undre seg over når man går gjennom norsk kulturhistorie. Tenk på noe så norsk som treskjæring. Eller hva skal vi si om alle de steinkirkene som ble bygget i middelalderen av britiske og irske håndverkere?

Det gjelder ikke minst også norsk industrihistorie. Hva ville bergverksdriften på Røros vært uten tyskerne, Bryggen i Bergen uten hanseatene, oljeindustrien i Stavanger uten amerikanerne?

«Enten maa vi ud iblandt dem, eller de maa hid til os», skriver Bjørnson. Jeg sier ja takk, begge deler. Selv søker Sandalsand gjerne utenlands for inspirasjon.

Dette er en spesialartikkel. Jeg pleier ikke å være spesielt politiserende av meg, ei heller vie et helt oppslag til andres skriverier.